Nyheder

Vedtægter for Melby-Liseleje Idrætsforening, Tennisafdelingen (MLI Tennis). 

 

 

§1 Navn

Afdelingens navn er Melby-Liseleje Idrætsforening Tennisafdelingen. Afdelingen kan anvende forkortelsen, MLI Tennis.

Afdelingen er en afdeling under Melby – Liseleje Idrætsforning (MLI), og skal overholde MLIs vedtægter og beslutninger.

Afdelingen har samme hjemsted som Melby – Liseleje Idrætsforening, hvilket p.t. er Tollerupvej 27B, 3370 Melby.

MLI Tennis er endvidere medlem af DGI, Nordsjælland.

 

§2 Formål

Afdelingens formål er at være motionsklub for unge og voksne tennisspillere i Melby-Liseleje området, at tilbyde sine medlemmer et velholdt og hyggeligt tennisanlæg og have en sund og god økonomi baseret på et konkurrencedygtigt kontingent.

Stk. 2. Afdelingen er medlem af MLIs bestyrelse og vil herigennem arbejde aktivt for at fremme MLIs og afdelingens interesse inden for de opgaver MLI varetager. Afdelingen varetager herudover selvstændigt de opgaver, der specifikt hører under afdelingen, og som ikke er tillagt MLI.

 

§3 Medlemmer

Afdelingen kan optage personer, som godkendes af MLI Tennis bestyrelse, og som overholder afdelingens vedtægter.

Stk. 2. MLI Tennis bestyrelse kan beslutte at optage passive medlemmer, og kan fastsætte særskildt kontingent herfor.

Stk. 3. Hvis et medlem overtræder afdelingens eller MLIs vedtægter og ordensregler, kan bestyrelsen vælge at ekskludere medlemmet. Medlemmet kan anke eksklusionen på førstkommende generalforsamling.

 

§4 Afdelingens ledelse

Generalforsamlingen er afdelingens højeste myndighed.

Stk. 2. Bestyrelsen indkalder til generalforsamlingen med mindst 14 dages varsel gennem annoncering i den lokale dagspresse. Ordinær generalforsamling afholdes hvert år senest i marts måned.

Stk. 3. Dagsorden for ordinær generalforsamling skal som minimum indeholde:

1. Valg af dirigent

2. Valg af referent

3. Årsberetning og godkendelse af årsberetningen

4. Fremlæggelse af regnskab, budget og fastsættelse af kontingent

5. Valg af formand

6. Valg af øvrige bestyrelse og en suppleant

7. Indkomne forslag. Forslag skal være bestyrelsen i hænde senest 1 uge før generalforsamlingen

8. Valg af 2 revisorer og 1 revisorsuppleant

9. Eventuelt

Stk. 4. Alle beslutninger på en generalforsamling træffes med almindeligt stemmeflertal – med undtagelse af vedtægtsændringer og forslag om afdelingens opløsning eller udmeldelse af MLI

Stk. 5. Alle medlemmer, med undtagelse af eventuelle passive medlemmer, som er myndige og har betalt kontingent har stemmeret.

 

§5 Ekstraordinær generalforsamlingen

Indkaldelse til ekstraordinær generalforsamling sker, hvis et flertal af bestyrelsen ønsker det, eller hvis 1/3 af medlemmerne ønsker det. Indkaldelse med dagsorden skal ske med mindst 2 ugers varsel og senest 4 uger efter at der er fremsat ønske om det. Indkaldelse sker ved annoncering i den lokale dagspresse.

 

§6 Afdelingens bestyrelse

Bestyrelsen er afdelingens daglige ledelse – og vælges af generalforsamlingen.

Stk. 2. Bestyrelsen består af indtil 9 medlemmer.

Stk. 3. Bestyrelsen vælges for 2 år, således at halvdelen afgår efter tur hvert år. Dog kan formand og kasserer ikke afgå samme år.

Stk. 4. Formanden vælges på en generalforsamlig, mens den øvrige bestyrelse konstituerer sig selv med valg af næstformand, kasserer og evt. sekretær. Bestyrelsen fastsætter selv sin forretningsorden.

Stk. 5. Bestyrelsen kan nedsætte arbejdsgrupper mm.

 

§7 Tegningsret og hæftelse

Afdelingen tegnes af formanden og kassereren i fællesskab eller af formanden eller kassereren i forening med 2 bestyrelsesmedlemmer.

Stk. 2. Ved køb, salg eller pantsætning af fast ejendom kræves dog underskrift af den samlede bestyrelse.

Stk. 3. Afdelingens medlemmer hæfter ikke personligt for de på afdelingen hvilende forpligtelser.

 

§8 Kontingent

Det årlige kontingent til afdelingen godkendes af generalforsamlingen.

 

§9 Regnskab og økonomi

MLI Tennis regnskabsår løber fra 1. januar – 31. december.

Stk. 2. Revison finder sted én gang årligt efter regnskabsårets afslutning.

Stk. 3. Senest 1 måned efter den ordinære generalforsamling sendes det godkendte regnskab og kontingentsatsen til MLIs bestyrelse.

Stk. 4. Afdelingen hæfter kun for sine forpligtelser med den af afdelingen til enhver tid tilhørende formue. Der påhviler ikke afdelingens medlemmer eller bestyrelsen nogen personlig hæftelse.

 

§10 Vedtægtsændringer

Vedtægtsændringer kræver et flertal på 2/3 af de fremmødte medlemmer på en generalforsamling.

Stk.2. Afdelingens vedtægter samt ændringer heri skal godkendes af MLIs bestyrelse.

 

§11 Frigørelse fra MLI

Ønsker afdelingen at frigøre sig fra MLI kan det ske med 6 måneders varsel til en 1. juli, men afdelingen har ingen ret til eventuelle midler, herunder rekvisitter og beklædning. Er der på frigørelsestidspunktet et økonomisk overskud i afdelingen tilfalder dette MLI.

 

§12 Opløsning

Opløsning af afdelingen kræver et flertal på 2/3 af generalforsamlingens eller den ekstraordinære generalforsamlings fremmødte medlemmer. Opløsningen skal herefter godkendes på en efterfølgende ekstraordinær generalforsamling.

Stk.2. Ved opløsning af afdelingen skal afdelingens aktiver behandles på samme måde som ved frigørelse fra MLI. jf. § 11.

 

 

Vedtaget på MLI Tennis generalforsamling den 11. marts 2018.

 

 

 

Hold i dag
Instagram
Vi takker vore sponsorer